H. E. Bonne

Henrik Erhard Bonne brugte 25 år på arbejdet og studiet med åndeverdenen. Han har skrevet bogen Livet og Åndeverdenen, hvori han beretter om sine oplevelser med åndeverdenen og ikke mindst det store arbejde han udførte sammen med det særdeles dygtige danske medie, Einer Nielsen.

H. E. Bonne blev født i 1855 og han er min oldefar på min mors side. Han var gift to gange. Første ægteskab var med Ottilia Bonne, med hvem han adopterede to børn. Efter Ottilias død giftede hans sig med Martha Bonne og sammen fik de to børn; en dreng som fik navnet Henrik Erhard Bonne og en pige, Maren Elisabeth Bonne.

H. E. Bonne blev af Grevefiskerne kaldt for ”Den tossede Københavner”, fordi han i årene fra 1899 opkøbte så godt som hele strækningen fra Ishøj til Solrød Kommune. Han havde fået den idé, at dette øde område måtte han få til at ”blomstre”. Han lavede plantagedrift ud af grundene og udstykkede dem til sommerhusgrunde.

I min oldefars senere år fandt de første psykiske oplevelser for ham sted. Han var initiativrig og en dygtig forretningsmand, som var åben over for hvad der kunne ligge hinsides vores fysiske verden. Men samtidig ville han have beviser og skabe resultater med kontakten mellem menneskets fysiske eksistens og vores åndelige eksistens.I starten af år 1900 møder han den på daværende tidspunkt unge Einer Nilsen. Deres møde skulle vise sig at blive til 8 års frugtbart samarbejde med psykiske oplevelser og et utal af beviser på virkeligheden og ægtheden af åndeverdenen.

Altid blev der dengang sørget for at overholde de rette (sikkerheds)foranstaltninger og kontrol, da de af åndeverdenen var blevet fortalt vigtigheden heraf. Der blev ikke taget lemfældigt på arbejdet i cirklen og aftaler, og ikke mindst disciplinen, blev overholdt. Aldrig blev arbejdet brugt som en leg (selvom der var leg i arbejdet – især fra de afdøde børn, der kom igennem).

Jeg har fået fortalt af min mormor, at min oldemor, Martha Bonne, har fortalt historier fra nogle af seancerne, som hun selv var med til med mediet Einer Nielsen. Desværre har jeg aldrig selv mødt hverken min oldefar eller oldemor, og først i år 2002 fortalte min morbror H. E. Bonne III, at min oldefar var spiritist og at han havde skrevet Livet og Åndeverdenen.

Jeg er stolt af min oldefar og hans arbejde med spiritismen. Han var en dedikeret mand, og med hans oprigtighed har han sammen med andre spiritister og medier gjort et stort og uudsletteligt stykke arbejde, som har dannet grundlag for spiritismens udbredelse i Danmark.

Jeg håber, vi kan fortsætte arbejdet i samme ånd og ikke glemme datidens nyttige viden og erfaringer over nutidens stress og jagt efter hele tiden at få mere til sig selv. Vi er blevet givet så meget fra vores forfædre – det skal vi benytte os af og bruge med omtanke.

Henrik Erhard Bonne døde i 1939.

J. C. Bonne
Oldebarn til H. E. Bonne.