Signe Wenneberg i B.T.

Signe Wenneberg: Nuer jeg ikke længere bange for at dø
Artikel bragt i B.T. den 6. februar 2011 af Kirsten Erlensson

- Jeg lever hver dag, som om jeg kan dø i morgen, siger tv-værten Signe Wenneberg.

- Jeg er ikke bange for at dø. Det er ikke noget farligt. Jeg ved det, fordi jeg har oplevet det.

Forfatteren og tv-værten Signe Wenneberg, 42, stod forleden frem på tv og fortalte for første gang om sin nærdødsoplevelse, da hun var 17 år, i DR2-serien ‘Sjæl og videnskab’.

- Jeg gør det for at hjælpe andre, der er bange for at dø. Det har været den største omvæltning i mit liv, og det kommer til mig hver dag på en eller anden måde. Man mister angsten for det ukendte, for det er ikke ukendt mere, fortæller Signe Wenneberg, der i de første mange år efter forsøgte at ignorere oplevelsen i forbindelse med trafikulykken.

- Det var for underligt, men jeg ved bare, at jeg har oplevet det, lige så sikkert som jeg har fået to sønner, og at jeg er mørkhåret. Man taler altid om døden som det uvisse, og hvad er meningen med livet. Men jeg ved det jo, for jeg har været deroppe, og dér får du en indsigt på to sekunder fra et helt liv.

Nærdødsoplevelsen har haft enorm betydning for, hvordan hun lever sit liv:

- Hele mit liv har været præget af det. I flere år ville jeg bare danse, feste, rejse og spise god mad i stedet for at få en uddannelse. Først fem år efter ulykken kunne jeg tage mig sammen til at tage en uddannelse og belave mig på, at livet er langt.

Jeg føler mig enormt privilegeret over at have oplevet det i en tidlig alder. Jeg lever hver dag, som om jeg kan dø i morgen. Men jeg har to børn, jeg ikke har lyst til at dø fra, så jeg vil gerne blive rigtig gammel. Min gamle tante på 97 år var ekstremt bange for at dø. Men jeg fortalte hende om det. Jeg kunne berolige hende med, at der ikke var noget at være bange for.

Forlader mig aldrig

Det var rystende for Signe Wenneberg at se programmet ‘Døden tur/retur’ og høre andre fortælle det samme, som hun har oplevet.

- Det har holdt mig vågen om natten. Jeg er ikke sådan én, der har søgt andre, der har haft de samme erfaringer som jeg. Det har ikke interesseret mig. Men nu ved jeg, 25 år senere, at det aldrig kommer til at forlade mig.

- Det er dér, hele mit drive kommer fra. Folk tror nogle gange, at jeg har DAMP, fordi jeg har gang i så mange ting: er folketingskandidat, skriver en bog om året, driver et firma, er enlig mor til to, bor i et gammelt hus, der skal passes, og en have, jeg går op i.

Hvor har hun energien fra?, spørger folk, siger Signe Wenneberg og stryger terrieren Emil bag øret, inden hun fortsætter.

- Men livet er kort, og man må prøve at få alt ud af det, mens man er her. Jeg udsætter ikke noget, for jeg ved, det kan være slut i morgen. Folk kan gå ud foran en bus eller få et træ i hovedet. Begge de kærester, jeg har boet sammen med, har været irriterede over, at jeg altid skal sige ordentligt farvel, og at man aldrig skal gå i seng og være uvenner, men man ved jo aldrig, om man vågner igen.

- Det er vigtigt for mig, at der er orden i tingene. Jeg ved, der er noget, der er større end os, og tror på, at der er et liv bagefter. Jeg ved, der er en Gud, hvad det så end er, og det giver mig en stor tryghed.

.

Signe Wenneberg oplevede dødens mirakel
Artikel bragt i B.T. den 6. februar 2011 af Kirsten Erlensson

Det er 3. juledag tidligt om morgenen. Signe Wenneberg er 17 år og på vej hjem fra diskotek i bil sammen med tre skolekammerater. De har juleferie, og humøret i den lille Morris Mascot er højt.

Det har sneet, og vejen er glat. Da de kommer til en jernbanebro i nærheden af skovene ved Sophiendal i Sydsjælland, går det galt. Chaufføren mister herredømmet over bilen, der skrider ud over skrænten, ruller rundt og lander langt nede på en mark.

Signe Wenneberg bliver slået dybt bevidstløs. Hun får en dyb flænge i panden og ned langs hele siden af kraniet efter at have banket hovedet ind i en krog til sikkerhedsselen.

- Jeg husker ikke selve ulykken, eller at vi skrider ud. Jeg husker kun, at jeg lige har taget et stykke tyggegummi. Så oplever jeg, at jeg hænger ti meter oppe i luften i noget lys over skoven og ser ned på mig selv og mine venner, der skriger, og at der er blod overalt.

De diskuterer, om det er forsvarligt at hive mig ud af bilen, hvis jeg har brækket ryggen, men de beslutter sig for at slæbe mig ud, fordi de er bange for, at bilen skal bryde i brand.

Jeg følger med oppefra lige over dem i en lille, tynd snor ned til mig selv. Jeg har ingen smerter, men jeg kan mærke alle deres følelser og har ondt af dem og tænker, det er ærgerligt, at min læderjakke har fået så meget blod på, fortæller Signe Wenneberg.

Indtil da havde hun kun troet på det, hun kunne se eller røre ved.

En rar atmosfære

- Det er meget chokerende at hænge deroppe, men det skræmmer mig ikke. Der åbner sig et lys omkring mig, der trækker i mig, og jeg har en følelse af, at mine bedsteforældre er til stede. Der er en rar atmosfære, som at gå forbi en restaurant på en sommeraften.

Jeg føler, jeg har et valg mellem at kæmpe eller glide ind i det rare sted. Men jeg synes ikke, jeg kan være bekendt at forlade min mor, og der er også så meget, jeg skal, så jeg vælger at kæmpe mig tilbage.

Oppefra ser hun sine tre venner søge desperat efter hjælp.

- De bærer mig med brandmandstag hen til et lille ledvogterhus og får banket en mand op, der ringer efter en ambulance.

Da ambulancen kommer, ser hun, at ambulancefolkene lægger et hvidt klæde over hende.- Jeg tænker: ‘Er jeg død? Er det forbi?’ Jeg bliver så hidsig over det, at jeg beslutter mig for at kæmpe mig tilbage. De skal ikke tro, jeg har givet op.

20 minutter efter ulykken vågner Signe Wenneberg ved, at hun mærker lagenet over sit ansigt.

- Og jeg kan høre alt, hvad der bliver sagt, med mine egne ører.

.

Sådan forklares Signe Wennebergs nærdød-oplevelse
Artikel bragt i B.T. den 6. februar 2011 af Juliane Olsen

Det lys, som mange ser for enden af tunnellen under en nærdødsoplevelse, har en helt naturlig forklaring, ifølge hjerneeksperten Thomas Raab.

- Hjernen er ikke en passiv modtager af indtryk, men den konstruerer en virkelighed ud fra de signaler, den får. Hvis folk kommer til skade, så ændres bevidstheden også. Den oplevelse, du får af en situation, er et produkt i hjernen, og under ekstreme forhold, som en nærdødsoplevelse er, kan det let blive forvrænget, siger Thomas Raab, der har været samarbejdspartner med Peter Lund Madsen.

Det, der skete for Signe Wenneberg, var simpelthen, at hendes hjerne digtede en virkelighed, ifølge hjerneforskningen. Og selv om vi alle går rundt med hver sin hjerne, så er de opfattelser, der bliver skabt i den, stort set ens fra person til person.

Mulig sammenhæng

Fænomenet har altså en forklaring, men om en nærdødsoplevelse er et tegn på, at sjælen er ved at forlade kroppen, kan hjerneeksperten ikke udelukke.

- Rent fysiologisk er man ret sikker på, hvad der sker med hjernen. Hvis man er helt grov, siger man jo, at nærdødsoplevelser er noget fis, men det kan jo godt være, at sjælen er ved at forlade kroppen. Jeg tror på, at det er et ekstremt eksempel på, at hjernen skaber en virkelighed, men om sjælen og hjernen har en forbindelse, er jeg stadig i tvivl om. Vi kan stadig ikke forklare bevidsthedsoplevelsen, siger Thomas Raab.

Mellem ti og tyve procent af de overlevende efter et hjertestop kan bagefter fortælle om nærdødsoplevelser.