Ludvig Dahl

Dahl, Ludvig.
Vi her (H. Aschehoug & CO, 1930)

I begynnelsen av oktober 1927 fik jeg anledning til å overvære et par materialisationsseancer med det meget omtalte medium Einer Nielsen. Jeg agter ikke her at ta op hans sak fra den bedrøvelige oplevelse i Oslo. Der er meget å si som kommentar over den forteelse. Men jeg vil uttale at jeg har set tilstrækelige utslag av hans fenomenale sensitive kræfter til at turde erklære, at han er et genuint medium både for trancetale og for materialisation.

De to seancer for materialisationer, som jeg var indbudt til at overvære, blev holdt hos den høit respekterte spiritualist og psykiske forsker H. E. Bonne (forfatter av boken ”Livet og Aandeverdenen”) i hans hjem et par kilometer fra København.

Jeg var selv ved at tilveiebringe kabinet ved hjælp av et forhæng foran et karnap. Seancen foregik i rødt lys som lot oss ha fuld kontrol over omgivelserne. Kredsen bestod den første aften av – foruten mig- 5 venner av huset, så vi var 8 plus mediet som blev plassert inde i kabinettet.

Fænomenerne lot ikke længe vente på sig. Dær vældet frem fra forhænget, uten at det aapnet sig, et taakeagtigt svakt selvlysende hvitt stof som samlet sig og løftet sig op fra gulvet som en tåkestøtte. Efterhånden antok den fastere konturer og blev et menneskelignende fantom, som bevæget sig og søkte hen til en av de tilstedeværende. Denne vekslet ord med fantomet. Jeg kunde selv ikke opfatte ordene, men det var tydelig at fantomet blev gjenkjendt av vedkommende som en avdød pårørende. Så opløste fantomet sig, svandt hen, og et nyt dannet sig paa samme vis. Og slik forsatte det ialt med ca. 10 materialisationer. Men mine sønner viste sig ikke. Inde fra kabinettet, hvor mediet lå i dyp trance, blev det under materialisationene snakket om mediets kontrolaand. Det blev sagt at to sønner av den norske gjest var tilstede, men ikke vilde kunne vise sig den aften.

Foran mig dannet der sig derimot en høi, rank, sterktbygget kvindeskikkelse som hilste til mig uten at si noget. Det slo mig øieblikkelig at jeg her hadde en i 1919 avdød søster for mig. Men jeg nævnte intet om min formodning, verken for min vert eller i brev til min hustru. Men fra hende fik jeg brev om at ”guttene” i seance hjemme i Fredrikstad hadde sendt mig hilsen om at de hadde været tilsted uten at ha vist sig, men tante Honoria hadde vist sig for mig. Hun vilde saa gjerne ha talt, men hun hadde maatet anvende al sin kraft paa ar holde sin skikelse opbygget.

Min vert var skuffet over at ikke mine sønner hadde vist sig, og arrangerte paa tredjedagen derefter en ny seance. Og den var meget vellykket. Både bygget fantomerne sig den aften fastere op, så at jeg særlig hos et par kunde skjelne klædedragt og ansiktstræk, og til like blev den aften særskilt vellykket for mig. For begge sønner sig op samtidig og så sine navne. Især Ludivg var overmåde karakteristisk både i skikkelse, holdning og bevægelse. ..

… Samme aften, en times tid senere, hadde Ingeborg i clairvoyant trance i nærvær av min hustru forbindelse med begge brødrene hjemme i Fredriksstad et kort øieblik. De bragte hilsen til pappa ”I aften har vi begge hilst paa han”, sa Ludvig.

Ved min hjæmkomst fik jeg yderligere bekræftelse under plachetseance med Ingeborg 10. Oktober 1927 i Halden:
Ludvig: Vi her. ”Og tak for sidst papa. Var vi ikke flinke? Det kostede os ikke så lidet besvær. Det var så morsomt å stille sig i positur foran dig”.