Skeptiker James Randi

Kilde: www.cfpf.org.uk
af Sam Nicholls (1991), Sam Nicholls Master of Science uddannet på Leeds University i astrofysik.

Af alle de stærke etablerede mekanismer som udfordrer paranormale fænomæner er den videnskabelige sag nok den der har den største succes og det er interessant at studere deres taktik i detaljer. Med den vifte af opfindsomme teorier i discipliner som fysik, biologi og informations teknik er fleksibiliteten i at lave et område for Psi stigende også selvom angreb hovedsagelig har været at afsløre de sensitive som charlataner, som bruger afledende tricks for at aflede de som undersøger videnskabeligt. Også selvom de akedemisk uddannede skeptikere har fået de professionelle tryllekunstnere til at gøre deres beskidte arbejde for dem. Den mest kendte af disse er den amerikanske illusionist James Randi, hvis bøger, artikler og optrædender på TV har gjort ham kendt i videnskabelige kredse, såvel som en sandsynligvis stor formue.

Et ungt pseudo-medie 
Han blev født Randall Zwinge I Toronto I 1928. “Randi” var et barn som brugte sine teenage år på at lære den tvivlsomme kunst at snyde. Først i tyverne blev han et kendt ansigt ved at udgive sig som medium, imitere telepati, clairvoyance og andre nyskabende evner; om han blev opdaget som snyder eller ej er uvidst, men det er sikkert at han blev til en almindelig tryllekunstner og inden der gik 10 år var han kendt som en af de bedste illusionister i verden. Han gik i fodsporene fra han idol Houdini. Ligesom senere udviklede han dengang en udiskutabel skepsis overfor medier – han har siden brugt større og større energi på at forsøge at afsløre dem som svindlere.

En samling af snyderier 
Hvor tidlige tryllekunstnere som Houdini, Maskelyne og Goldstone modvilligt havde indrømmet at nogen medier faktisk var ægte, udviklede Randi en næsten fanatisk modstand imod demo g brugte aldrig før set taktikker for at nægte at der eksisterede nogen som helst paranormale hændelser. Hans første bog indeholdte et frygteligt katalog af misrepræsentationer, falske medie artikler, misvisende udskrifter af falske eftertryk og direkte påfund: Sammenligner man hans skrivelser om forskere og medier, som han kalder løgnere, ser det ud som om han enten citererer selvopfundne historier fra andre kilde (ofte hans egen venner) eller også finder han selv på nogle.

Psi-kommiteen på tæerne 
I 1970erne blev videnskabsmænd bange for den voksende tro på det okkulte, især ved optrædener af TV personligheder, såsom Uri Geller og Doris Stokes. Langsomt godkendte kollegaer ved laboratorie forsøg, at medier mv. var fuldstændige ærlige og ægte. James Randi fandt de var en ”bøddel”, som var i stand til og ivrig med at ødelægge dem som optrådte og ligeledes sine egne videnskabelige kollegaer. I et interview indrømmede Randi at han havde tabt 15.000 dollars på et år, fordi hans kollegaer åbent havde bakket ud af deres kontrakter, da de fandt ud af at deres studerende hellere ville se hvad Geller kunne. Snart blev der dannet en bizar forening af den underlige sammensætning af videnskabsmænd og tryllekunstnere – den blev kaldt CSICOP (Committee for the Scientific Investigation of Claims of the Paranormal eller på dansk: Kommiteen for videnskabelig undersøgelse af det påståede paranormale) og Randi blev pga. af hans ultra hårde behandling af det paranormale, placeret i den inderste cirkel af denne forening.

Tilt rods for hele serien af den bevidste chikanering af medier, forsøg på ødelæggelse og direkte mørkelæggelser er denne forening noget man regnede med, både i den videnskabelige litteratur og i medie dækningen. En af målene var at presse producere til at tillade mindst en af foreningens medlemmer til at medvirke i hvilken som helst TV-diskussion om det paranormale, kun med det formål at bruge videnskabelig viden til at bombardere det besøgende medium og dermed så tvivl i almindelige mennesker – og i dette har foreningen desværre været utroligt succesfuld.

Ifølge Keith “Blue” Harary some er bade et bevist medium og videnskabsmand er deres mål at: ”Kontrollere alle menneskers adgang til information og fortolkning og danne sine egne meninger”.

Konklusionen er ligetil: CSICOP er kontrolleret af folk som ser på emnet politisk i stedet for videnskabeligt.

Laboratorie-Svindler 
Randi er selv glad for at han har ”afsløret” flest af alle; endda har han været så succesfuld at han med sin taske fyldt med tricks har haft en indirekte rolle i at få lukket et af de store parapsykologiske laboratorier (MACLAB). Han har ofte fremturet med at han til enhver tid kan kopiere alle de mediumske evner og har gjort det foran videnskabsmænd. Men dem som tæt har studeret hans ”kopieringer” har set at han næsten aldrig har prøvet på at lave forsøgene under samme omstændigheder, som medierne havde gjort; derudover har hans ”demonstrationer” for videnskabsmændene gjort på en meget afslappet og useriøs facon og især foran ikke-specialister. Endnu værre er det at han påstår han er journalist og derefter laver sine ret barnlige tricks uden at videnskabsmændene egentlig så efter – og bagefter påstår han at han havde narret dem!

En løgner indrømmer, han selv. 
For at være fair har han aldrig sagt, at han var andet end en showman, som bedst udtrykkes med hans egne ord: ”Jeg er en charlatan, en løgner, en tyv og snyder samtidig”.

Alligevel så finder dem han har svinet til det ikke særlig morsomt og rygter vil vide at der er retssager som ser ud til at disse mennesker have retfærdigheden sker fyldest. Måske endnu mere vigtigt er at den skade, sket pga. hans ubeviselige forklaringer kan være svære at forstå; meningen med det er at dække over de emner, som hans forfalskninger er blevet en del af folks tro. Det er endda særlig uheldigt at så mange top videnskabsmænd desperate for at ignorere beviserne, stadig er så opsatte på at tro på alle der er imod det paranormale og stadig tager Randi’s ord alvorligt, bliver ved med at citere hans undersøgelser, som om de var sande og troværdige.

$1O,OOO medium udfordring
I 1964 var parapsykologer trætte af Randi’s anklager af medier og udfordrede ham til at udlove en dusør i stedet for at snakke hele tiden. Derefter fulgte hans dusør på 10.000 U.S. dollars til enhver som kunne bevise noget under hans betingelser – det er blevet til en meget effektiv fidus. Gennem årene har han vist smarte undvigelser med at justere på hans betingelser, for at beholde sine penge. Hans tilbud i dag garanterer understående med mange klausuler eller forklaret således at medier må tillade Randi at:

  1. Han fortæller alle resultater og målinger for at være sikker på at han beholder sine penge.
  2. Ramme dem alvorligt følelsesmæssigt, fysisk og økonomisk, når det var nødvendigt, uden risiko for ham: da han blev spurgt for nyligt om han ville undskylde den episode hvor et medie blev dræbt under hans kontrol, Randi snerrede føjeligt: “Jeg ville sige lidt mere end det (det må du undskylde”)
  3. Sidst, må medierne indvillige I at han/hende fastsætter i en konklusion at de ikke besidder de påståede evner eller kræfter. Dette kræver en enorm overvejelse I at acceptere eller afvise dem der måtte kræve pengene. ”Betyder det at den som laver eksperimentet må indvillige i at blive kaldt en falskner selvom han/hun gennemfører testen succesfuldt ? Hvis ikke, hvorfor skal der så stå så tvetydige ord i et legalt dokument ?

Det er derfor ikke særlig overraskende at alle deltagere har fejlet i at modtage Randi’s kontanter i 25 år, alligevel er en stor del af deres tid, penge og rygte er ødelagt.

De “Åbne Medie Team” kaos (1991) 
I de seneste år har Randi haft stigende besværligheder med at få tildelt TV tid, da hans metoder er blev bredt kendt. For nogle år siden blev en Britisk TV optræden pludselig afbrudt da det lykkedes for velindformerede paranormale entusiaster at infiltrere publikum. Ethvert barn kunne se hvordan han prøvede at efterligne bøjning af metal, at nogle af entusiasterne indtog scenen og forlangte at se en gentagelse; da dette blev afvist, stoppede Britisk TV showet, som fik Randi til at rejse ydmyget tilbage over Atlanten.

Randis comeback er blevet lettet af det Åbne Media team, som for nyligt har produceret programmer om tryllekunstnere. De fik lov til at filme mange af deres programmer i Granada Television studierne – hvilken fantastisk skueplads til at ”fange” de bedste Britiske medier! Set-uppet var ideelt: han kunne forlange at være den foretrukne undersøger, designe og udføring af ”videnskabelige” tests. Ved at køre på den generelle mangel på interesse fra mediers sammenslutninger om videnskabelige undersøgelser, kunne han ødelægge alle de ledende Britiske medier i et grusom angreb! Som en ekstra sikkerhed, ville gæste medierne være uvidende om den store rolle som Randi skulle i forsøgene, ligetil sidste øjeblik: de fleste medier var blevet inviteret pr. telefon, således at der ikke var nogle skrevne kriminelle beviser på noget – på denne måde blev, selv de der kendte til hans usmagelige karriere, lokket in i løvens hule.

Film-Løgne! Randi’s TV Tricks 
Min mulighed for, på nært hold, at studere en optaget session af “James Randi – Åndelig undersøger” på nært hold opstod for nyligt hos Granada’s Manchester studier i godt selskab med veteran undersøger og healer George Cranley, mediet Sandy Thompson og hendes mand Dennis. Gamle James var ikke specielt glad for at se os og ignorerede vores hilsner før showet; han havde helt sikkert prøvet hårdt at publikum var fri for ægte entusiaster, men vi var der, lige midt i det hele. Det følgende beskriver nogle af vores observationer på hvad Granada siger er en serie som ”tillader medier at tage del i en enig (videnskabelig) test for at teste deres åndelige evner og i hvilken ”diskussioner vil blive ligeligt fordelt”.

  1. Studie publikummet var fyldt med skoleelever og collegeelever, som meget passende dukkede op før og gennem showet; på denne måde fik han en taknemmelig velkomst og holdt alt for mange virkelige entusiaster ude, som kunne se gennem facaden. Oven i dette, var overfladiske ungt heppekor (sikkert stræbende tryllekunstnere eller også nogle hyret af Åben Media) placeret på strategiske steder for at stille forberedte spørgsmål og råbe efter alle som ikke var enige med Randi og klappe som var de i ekstase osv. Atmosfæren var et nysgerrigt mix af børns TV shows på den ene side og en pervers religiøs ceremoni på den anden side, hvor Randi spillede den Store Ortodokse Præst som ofrede sine ”gæsters” gode rygte en efter en.
  2. Det skal sikres at panelet af eksperter er hans venner, som han kan stole på vil bakke ham op med hårde argumenter, sandsynligvis udarbejdet på forhånd.
  3. Hvis der er er paranormale eksperter, som er for det paranormale, inviteret, skal deres svar minimeres ved kun at spørge så lidt som muligt, spørgsmål som ikke indeholder noget der kan skade ham – skulle dette imidlertid fejle er der altid mulighed for at gøre deres svar til håbløse eller udelade dem når han gennemser udsendelsen bagefter. Endnu bedre vil det være hvis han kan editere det sådan at de bliver misforstået: I en tidligere udsendelse havde Professor Arthur Ellison undersøgt en åndelig operation, havde han fundet intet bevis på at det skulle være fup. Men med kameraerne rullende sagde Randi at Ellison havde fundet bevis på fup – ved simpelthen at udelade ordet ”intet” fra redigeringen havde Randi fået mest ud af at ”omskrive” svaret. ”Alle leder efter komplicerede forklaringer og forklaringerne er altid simple. Det er derfor man ikke ser dem” – James Randi (1975).
  4. Skulle medierne få delvis succes kommer Randi altid med en serie af meget hurtige spørgsmål, som lægger vægt på de svageste sider af mediets optræden. Efter en Aura-læser havde scoret lidt over hvad man kunne forvente i en test, var Randi der øjeblikkeligt og skyndte sig at svare: ”Hvorfor tror du at du fejlede?”.
  5. Man skal aldrig gøre mediet tilpas ved at føle sig sat ind i situationen; gæsterne blev mere eller mindre trukket op på scenen uden faktisk at blive introduceret og så forventede man at mediet skulle komme med psykiske perler. Der var dog en undtagelse: En mand, Norman Knight, som påstod at have udviklet en anordning, som kunne måle tanker. Da jeg havde noget kendskab til George Meck’s Spiricom teknologi var jeg mistænksom, især fordi han nervøst, nægtede at udtale sig om apparatets cirkulære form. Var dette en sender til elektronisk kommunikation ? Det vil jeg vædde på.
  6. Ifølge Randi var eksperimenterne designet af Stanley Krippner, Persi Diaconis, Ray Hyman, Sue Blackmore og ham selv. Men da jeg påpegede at 4 af disse personer var aktive medlemmer af CSICOP, med rekord i at ødelægge paranormale påstande, blev Randi umådeligt vred: ” Hvad er der galt med mine eksperimenter?” protesterede han. Egentlig ingenting, bortset fra at de var under kontrol af en professionel løgner.
  7. Selve testene skulle have en enorm troværdig, som endda ville forbavse mange forskere, f.eks. blev en aura-læser bedt om at læse aura på 5 personer på stor afstand og de sad bag en skærm! Desuden var der mulighed for at lave en sidste øjebliks bytning af personer, som publikum ikke kunne se (det ville udelukke muligheden for at snyde, ved at bruge en anden person), alligevel blev det konstant nægtet; det gør eksperimentet enten til fiasko eller falsk. Så hvis aura-læseren fejler, vinder Randi og hvis han er succesfuld, vinder Randi alligevel.
  8. Da Open Media inviterede en åndelig kirurg til showet blev det ikke nævnt det postyr han havde lavet – selvom deres egne undersøgere var imponerede. Hr. Randi’s løsning var enkel: Han brugte et af hans specielle ”kopier” og byttede organerne til organer og blod fra dyr – selvfølgelig glemte han behændigt en ting som er utrolig vigtigt: Det virker faktisk!

Lever for anerkendelse 
James Randi er en øvet og modig entertainer; hvis hans indblanding i det paranormale blev præsenteret som en komedie, ville han blive respekteret af alle og enhver. I stedet har han valgt at tage den videnskabelige kappe på af forretningsårsager; ved at gøre sådan har han på grusomste vis ødelagt ærlige mediers’ karrierer og deres undersøgelser. Han har overlevet pga. det høje niveau af intolerance i den videnskabelige verden og andre foreninger mv. som har med disse ting at gøre (et selskab gav ham en dusør på næsten 300.000 US Dollars efter han havde hjulpet dem med at sabotere the MacDonnell Laboratory). 
Måske er det mest forudroligende aspekt af Open Media optrædender været, hvor mange kloge og unge i publikummet, som blev betaget af ham. Efter show (uden kamera, selvfølgelig!) gik Randi med til at svare på nogle af modstandernes spørgsmål; han gentog simpelthen de samme trætte, gamle linjer, som lang tid efter er blevet afsløret – de fleste i publikummet gav ham et kæmpestort bifald.

Kilder 
Targ & Puthoff: Mind-Reach, Jonathon Cape (1977)
Brian Inglis: ‘The Hidden Power, Jonathon Cape (1986)
Targ & Harary: The Mind-Race, Villard (1984)
James Randi: The Magic of Uri Geller, Ballantine Books (1975)
James Randi: Flim-Flam!, Prometheus Books (1982)
Victor Stenger: Physics & Psychics, Prometheus Books (1990)
The Skeptical Inquirer Magazine (various issues), private communications.